Hvad er skimmelsvamp? Sådan opdager man skimmelsvamp i hjemmet

Hvordan ser skimmelsvamp ud og hvordan kan man forebygge det? Læs og forstå symptomer på skimmelsvamp, bekæmpelse af svamp i hjemmet og mere med disse tips.

Er dit badeværelse begyndt at lugte muggent eller har du til stor rædsel opdaget grønne plamager på det fine loft, så er det nok værd at foretage en skimmelsvampsundersøgelse i hjemmet. Læs artiklen og bliv klogere på skimmelsvamp, symptomer og forebyggelse af skimmelsvamp.

Bedste råd

Har du symptomer på skimmelsvamp, så gør straks noget ved det. Skimmelsvamp kan hurtigt sprede sig og i værste fald give alvorlige sundhedsproblemer.

skimmelsvamp symptomer

Skimmelsvampe er ikke blot et kosmetisk problem, men også et sundhedsproblem for mange. Dette skyldes at en del mennesker får åndedrætsbesvær eller er allergiske over for skimmelsvamp og de stoffer, svampene udskiller. Find ud af hvordan du kan spotte symptomer på skimmelsvamp og hvad du kan gøre for at forebygge vækst af skimmelsvamp.

Hvordan ser skimmelsvamp ud?

Skimmelsvamp er også kendt som mug og den er en del af svamperiget. I naturen lever skimmelsvampe af at nedbryde organisk materiale og de formerer sig ved at skimmelsporer udsendes og føres med luftstrømninger videre til nye områder, hvor ny vækst kan opstå. En forudsætning for at skimmelsvampe dannes, er en høj fugtighed på materialernes overflade. Hold derfor øje med områder i hjemmet, der er særlig udsat for damp og fugt, f.eks. badeværelse og bryggers. Her er en liste over skimmelsvampssymptomer.

  • Hvis du opdager grønne, sorte, brune eller hvide pletter eller skjolder i boligen, så er det en god idé at få foretaget en skimmelsvampsundersøgelse.
  • Tjek også om tapetet hænger nogle steder eller er bulet, da dette også kan være symptomer på skimmelsvamp.
  • Skimmelsvamp er dog ikke altid synlig. Sommetider kan de skjule sig i væggen under tapetet, hvor de ikke umiddelbart kan ses, så vær opmærksom på dannelse af dårlig og muggen lugt.
  • Personer med allergi over for skimmelsvamp skal holde øje med om deres symptomer bliver kraftigere i bestemte rum i hjemmet. Skimmelsvamp kan også medføre hovedpine, træthed og kvalme hos personer, der ikke er allergiske over for skimmelsvamp.

Forebyggelse af skimmelsvamp

Ofte skyldes fremkomsten af skimmelsvamp vores adfærd i dagligdagen. Vi lufter for lidt ud, hænger tøj til tørre indenfor og glemmer emhætten når vi laver mad. Dette skaber fugt indenfor, der sætter sig på kolde overflader og byggematerialer som vægge, loft og vinduer. Med skimmelsvamp bør man fokusere på forebyggelse, frem for behandling og der er heldigvis gode tips til hvordan man kan forebygge skimmelsvamp i hjemmet.

  • Sørg for at fugtige rum som badeværelse og bryggers er godt ventileret ved at lufte ud ofte. Husk at åbne vinduer regelmæssigt eller brug en udluftningsventilator eller affugter.
  • Rengør jævnligt overflader, der kommer i kontakt med vand for at undgå dannelse af skimmelsvamp.
  • Hvis muligt, undgå at lade møbler stå direkte op ad væggen og danne fugt. Skub dem et par centimeter væk fra væggen så luft bedre kan cirkulere rundt.
  • Undgå at lade tøj hænge til tørre i husets mindre rum, hvor der er dårlig luftventilation. Vådt tøj tilføjer fugt og øger dermed risikoen for dannelse af skimmelsvamp.