Unilever logo
Cleanipedia logo

De bedste måder at vaske dine jeans på uden de mister farve

sig farvel til falmede farver og goddag til jeans der holder længere

Opdateret

Læsetid: 5 minutter

jeans hængende på en bøjle udendørs

Jeans er et absolut must-have i enhver garderobe. De kan bruges til hverdag, til fest. Ja nærmest alt. Men vi kender alle til følelsen af at vores højtelskede sorte jeans lige pludselig ikke er så sorte mere, og vores før så flotte jeans ender med at se slidte og forvaskede ud. Men bare rolig. Der er hjælp at hente. I denne artikel kan du finde alle de råd du har brug for til at forlænge dine jeans’ levetid

Hvis skaden allerede er sket, så fortvivl ej! Du skal blot købe noget tekstilfarve. putte det i vaskemaskinen sammen med 500 g salt og de jeans, du vil have farvet - så bliver dine jeans (næsten) så gode som nye.

Vask dine jeans så lidt som muligt

Sørg for at vaske dine bukser så sjældent som muligt. Jo færre gange du vasker dine bukser, jo længere tid holder de. Prøv at undgå at vaske dem i de første seks måneder hvis muligt.

Dampbad og en tur i fryseren

Seks måneder kan lyde som lang tid at gå rundt i et par jeans uden at vaske dem. Men heldigvis er vaskemaskinen ikke den eneste løsning, når dine jeans efter et par uger ikke længere føles helt friske. Et godt råd er at hænge dine jeans op i badet et par dage. Dampen fra de varme bade vil hjælpe med at rense dem. Eller du kan proppe dem i en plasticpose og smid dem i fryseren. Det er med til at dræbe bakterier, og dine jeans vil føles friske igen.

Gør dine jeans klar til at blive vasket

På et tidspunkt bliver du nødt til at vaske dine jeans. Her er det vigtigt at du sørger for tre ting inden du putter dem i vaskemaskinen:

  • Vend vrangen ud

  • Luk lynlåsen

  • Luk knapperne

Skru ned for temperaturen

For at holde liv i farven længst muligt skal du sørge for at vaske dine jeans ved så lave temperaturer som muligt. Er bukserne kun let beskidte, kan du skåne dem ved at skrue temperaturen ned på 20 grader. Er de lidt mere beskidte, kan du skrue op for temperaturen, men som tommelfingerregel skal du aldrig vaske dine jeans ved mere end 40 grader. Ved at vaske ved lavere temperaturer sikrer du dine jeans den længst mulige holdbarhed.

Vask med lignende farver

Ligesom med alt andet tøj du vasker, er det vigtigt at sortere i forhold til farve. Det tager selvfølgelig lidt ekstra tid, men du vil takke dig selv for det senere.

Erstat vaskemiddel med salt

Du må aldrig bruge vaskemiddel de første 2-3 gang du vasker dine jeans. Hvis du bruger vaskemiddel vasker du nemlig overskudsfarven ud. I stedet for vaskemiddel skal du blot bruge en skefuld salt.

Undgå pulvervaskemiddel

Brug aldrig pulvervaskemiddel! Dette gælder ikke kun når du skal vaske jeans, men med alt tøj. Pulveret kan nemlig sætte sig i stoffibrene, hvilket vil give dit tøj hvide striber, som de fleste nok helst vil undvære. Brug i stedet flydende sæbe, og sørg for brug den rigtige slags sæbe i forhold til hvilke farver, du vasker.

Brug eddike i stedet for skyllemiddel

Hvis du gerne vil gøre noget godt for miljøet, er det en god ide at skifte skyllemiddel ud med eddike. Brug flydende sæbe og lagereddike. Det blødgør vandet og tøjet. Og bare rolig, dine jeans kommer ikke til at lugte af eddike. Og som en ekstra bonus fjerner eddiken også kalk fra vandet, så du både får vasket dit tøj og afkalket din vaskemaskine samtidig.

Oprindeligt udgivet