Unilever logo
Cleanipedia logo

Guide til rengøring af sko i hånden og vaskemaskinen

Her er den læsevenlige guide til vask af sko såsom kondisko, sneakers og kanvassko - inklusive råd om rengøring af sko i naturmaterialer som læder og ruskind.

Opdateret

Læsetid: 5 minutter

rengør sko i hånd eller vaskemaskine

Hvordan vasker man sko af forskellige materialer?

Begynd med at kigge på de materialer skoen er lavet af. Kanvas- eller bomuldssko med elementer af læder eller ruskind skal normalt have en mildere behandling. Rene læder- eller ruskindssko er i naturmaterialer, der kræver en specifik teknik til sko-rens.

  • Ruskind- eller lædersko: Begge materialer skal behandles skånsomt og med midler fra skohandleren. Brug aldrig sæbe, meget vand eller hårde børster. Sko i ruskind eller nubuck rengøres med en specialdesignet ruskindsbørste eller en blød skobørste. Lædersko pudses med skocreme og en gammel klud. Der findes skocreme i forskellige farver; på den måde får læderskoen lidt frisk farve, mens den bliver ren.

Tag eventuelt skoene til en professionel, hvis du er i tvivl.

  • Kanvas- og kondisko: Du har masser af muligheder, når du skal vaske kondisko og sko i bomuldsstof. Maskinvask er hurtigt og nemt, men man kan risikere misfarvning og gradvis opløsning af limen i skoens sammenføjninger og syninger. Håndvask tager lidt mere tid, men vil til gengæld give skoen lidt længere levetid.

Find ud af hvordan man renser sneakers med vaskemiddel i denne video:

De fleste sko har godt af en årlig imprægnering, gerne før de regnfulde og fugtige måneder, der slider på overskoen. Imprægnering kan købes hos de fleste skohandlere som sprayflaske – og selve behandlingen tager ingen tid. Sørg for at læse brugervejledningen grundigt inden brug – og gå udendørs, mens du holder god afstand, da imprægnering i nogen grad er usundt at indånde.

Sådan bør du vaske kondisko, sneakers og kanvas-sko: Håndvask

Uanset hvilken metode du bruger, skal du allerførst sørge for at skoen er tør, så du kan ryste så meget overskydende smuds og snavs af som muligt. Fjern snørebånd og gummisåler. Vask snørebåndene med samme farver i maskinen – og vask sålerne for sig i hånden.

Du skal bruge:

  • En spand eller balje med varmt vand

  • Mildt opvaskemiddel eller rengøringsmiddel

  • En gammel tandbørste eller opvaskebørste

  • Et gammelt håndklæde

  • Avispapir eller lignende

Sådan gør du:

  1. Fyld spanden med varmt vand og tilføj en skefuld ufarvet opvaskemiddel eller rengøringsmiddel, såsom Neutral Opvaskemiddel og Neutral Universal Rengøring.

  2. Mens du holder skoen over spanden, skrubber du ydersiden og undersålen med børsten. Gentag det samme for indlægssålerne, med mindre de er af læder eller uld eller et andet naturmateriale. Dyp skoen i vandet et par gange mens du skrubber, så skidtet kommer godt af.

  3. Skift spanden ud med varmt, rent vand og skyl skoene –uden at de kommer helt under vand. Brug eventuelt også en ren klud.

  4. Brug et gammelt håndklæde til at presse overskydende vand ud med.

  5. Fyld skoene med aviser og papir, så de beholder formen.

  6. Lad tørre i solen, hvis det er muligt eller et tørt og varmt sted indenfor – men aldrig direkte ved en varmekilde! Direkte varme kan ødelægge skoens lim og pasform.

Sådan bør du vaske kondisko, sneakers og kanvas- sko: Vaskemaskine

Du skal bruge:

  • Et mildt vaskeprogram på 30 grader eller et program til kold- og finvask

  • Vaskemiddel

  • Eventuelt flydende vaskemiddel til forbehandling af pletter

  • Et par gamle håndklæder

  • Avispapir eller lignende

Sådan gør du:

  1. Først kan du forbehandle pletter på skoene. Afhængig af skoens materiale og farve, kan du bruge ufarvet opvaskemiddel eller flydende vaskemiddel. Hvis du har hvide sko, kan du med succes bruge et middel som Omo Flydende White, der duppes ind i pletten før vask.

  2. Sæt vaskemaskinen på et mildt 30-graders program eller et program for kold- eller finvask.

  3. Du kan lægge et par gamle håndklæder i maskinen for at reducere støj og beskytte maskinens tromle.

  4. Tilsæt en halv dosis mildt vaskemiddel. Prøv eventuelt Bio-tex Sport & Active, der er et flydende vaskemiddel særligt udviklet til åndbare tekstiler og udendørstøj.

  5. Bagefter fylder du skoene med avispapir eller lignende, og lader dem tørre i solen eller et varmt, tørt sted – men ikke direkte ved en varmekilde! Det er ikke anbefalet at tørretumble sko, da det kan ødelægge limen i sammenføjningerne og skoens pasform.

Det var det – Bare husk at lade de nyvaskede sko tørre grundigt inden du tager dem på!

  • Det er vigtigt at ruskind og læder ikke rengøres med rengøringsmidler, eller bliver gjort helt våde, da dette kan ødelægge og misfarve materialet.

  • Vær opmærksom på at høj varme slider på gummiskos limninger og pasform.

  • Gem på gamle klude, håndklæder og aviser. De er alle handy til rengøring af sko.

Oprindeligt udgivet